Hvor er hjem? Road-trip i USA med to små børn: del 2

I sit første indlæg fortalte Britt om hvordan det gik med at komme afsted, og hvordan de overlevede flyvetur, ventetider og jetlag.

Nu er de ved at “lande” rigtigt derovre – læs selv hér:

Hvor er hjem?

Revideret pakkeliste – og husk baby
Siden sidst jeg skrev, fik vi pakket alt for mange kufferter/tasker og nåede endda at tjekke med lufthavnen, hvad man egentlig må tage igennem security som børnefamilie. Svaret var, at vi måtte medbringe madpakke og modermælkserstatning i lange baner – man skal dog bevise behovet for dette ved at 1) Medbringe en (vilkårlig?) baby, 2) Smage på (hele?) blandingen. Joh, det skulle vi nok kunne klare!

Planen var at vi skulle pakke ”let”, men alligevel endte håndbagagen alene på tre tasker, en lift, løse jakker og et stk. baby plus barn, som indimellem også skulle bæres.
Og hermed en top 3 over de ting, som vi rent faktisk fik brug for i håndbagagen:

1. Madpakke
2. Puslespil
3. Bleer

For træt til flyskræk
Resten af tingene gav blot de naive forældre utroligt trætte arme! For børnene havde sjovt nok ikke brug for skiftetøj, skiftesko, ekstra tøj og utroligt mange andre ting, som jeg havde pakket – det viste sig at være begrænset hvor beskidt man bliver i en flyver! Og hvornår var det nu liiige jeg havde tænkt mig at læse mit dameblad, eller skrive min dagbog?? De få øjeblikke, hvor jeg ikke var på, var jeg så ufatteligt træt at selv flyskrækken forsvandt (min hjerne opfattede heldigvis ikke rigtigt at vi havde forladt jorden).

Charmetrolde og ego-forældre
Det positive var at børnene var fantastiske til at klare en lang flyvetur. Vera var i super humør og sang og dansede i diverse lufthavne om at ”vi skal ud at flyve” og vist noget med hurra og fødselsdag… Alt virkede meget naturligt for hende og flyvetiden gik nemt med tegnefilm, puslespil, lege-mad, gåture og en lur. Alfred havde et par skrigeture pga. mavekneb og jeg skal da love at det gav god ”motion”, for sur-baby-i-fly giver virkelig sved på panden! Men det var ingenting – han brugte det meste af turen på at charme de ældre damer i flyet!

Faktisk var forældrene flere gange tættere på at græde end børnene var! Men det var mere over ventetid, 10 x security (hvor Vera troede vi skulle lege gemme…), og de klaustrofobiske forhold på flyveturen. Og da det endeligt skulle tage 2 timer at komme UD af lufthavnen i San Francisco, var den kære mor ved at lave verden største scene: Jeg følte pludseligt at vores beslutning om en tur med små børn var helt forkert! På det tidspunkt var børnene så trætte, at Vera lagde sig på gulvet og sov hver gang køen flyttede sig. Selvom hverken barn eller baby klagede, så følte jeg situationen var dybt uforsvarlig… Manden og jeg, skod ego-forældre!

“Hjemme” i San Fransisco
Optimismen vendte dog hurtigt tilbage, da vi stod i San Francisco by i 20 graders solskin. Hele den første dag sov vi alle fire, men vågnede brat på 2. dagen ved at Vera vågnede og råbte ”jeg vil hjem” 100 gange i træk… Puha, det ramte lige i hjertet! For hvordan forklarer vi hende, at det her for en tid er hendes hjem – og hvor er ”her” egentlig, når det er meningen at vi skal køre rundt? Hun blev dog hurtig glad igen, så måske skulle hun bare vågne?

Hele 2. dagen var vi på to hold, en forælder hjemme med Alfred, og en forælder med Vera på legepladsen, i poolen, på Starbucks, i karrusel, igen i poolen og på burgerbar. Alfred var helt utrøstelig hele dagen, og det var noget bekymrende at han reagerede så voldsomt. Men allerede dagen efter var han igen sig selv, så reaktionen var nok en kombi af mavekneb, manglende søvn og jetlag.

En lille slentretur…
I dag, på 3. dagen, er der en helt ny ro over os alle fire – Vera omtaler nu hotelværelset som sit ”hjem”, Alfred er ovenpå igen og forældrene er nu helt udhvilede (altså, så udhvilet man nu kan være med en baby på 4 mdr). Virkelig imponerende at børn kan tilpasse sig så hurtigt! Så vi top-pakkede vores dobbeltklapvogn til morgen (nogenlunde svarende til vores kommende autocamper i vægt og fylde!) og tog en meget lang gåtur i de karakteristiske stejle gader i San Francisco. Og skal da liiige love for at sådan en tur giver gode benmuskler! Turen gav også virkelig god energi – forældrene blev altså helt glade i låget, af at se afslappede og glade børn på tur – også selvom det kostede rystende knæ efter bjergbestigning med top-pakket klapvogn i San Francisco!

Honeymoon – med børn
Noget andet der giver forældrene god energi, er at vi allerede har mere overskud til hinanden, end hvad vi længe har haft. Vi skal ikke nå noget som helst, og det skaber en helt anden stemning, sammenlignet med den travle hverdag derhjemme. Helt personligt hvæser jeg ikke længere beskeder ud mellem fortænderne og er (vistnok?) ikke så distræt som jeg plejer – Og det er en virkelig rar følelse… Specielt når denne tur også er vores bryllupsrejse! Vi blev gift i april og fik bl.a. penge til denne tur – en af grundene til, at det overhovedet er lykkedes os at komme af sted.
Nå, jeg må snart i seng… kl. 3.30 i nat vågner der en meget glad baby, som endnu ikke har fanget tidsforskellen!

Inden da vil jeg lige sige tusind tak for alle jeres hilsner. Det er fedt at høre fra jer og råd er altid velkomne – vil prøve at efterleve dem på bedste vis. Ift. jeres kommentarer; jeg pakkede et par størrelser tøj til baby. I går fandt jeg miljømærkede bleer og god modermælkserstatning i butikken Whole Foods (den burde også være i DK!) og holder øje med vejrudsigten, indtil videre lover de sol i Yosemite, som er vores næste stop. Miriam, godt at ”se” dig igen, du gik i 9.B! og Moster og Onkel, dejligt i er med!

Mange hilsner fra
Britt
Skribent på BabyBusiness.dk

The post Hvor er hjem? Road-trip i USA med to små børn: del 2 appeared first on BabyBusiness.dk.